Søg i denne blog

søndag den 5. september 2010

Krügers æbletærte

Denne lækre opskrift på æbletærte med låg fik jeg hos min tidligere arbejdsgiver Krüger - i deres kantine. Kagen er suverænt lækker - så at få sådan et stykke serveret i arbejdstiden var rent guf :)

Dej: 150 g smør, 240 g mel, 125 g sukker, 1 tsk. vanille, 1 æg og 1 spsk. koldt vand.

Smulder smør i mel. Tilsæt sukker og vanille. Saml med æg og vand. Rul (fx mellem 2 stk bagepapir) eller tryk dejen så dan passer som låg til tærte form.



Fyld:
Ca. 6 store skrællede, udkernede æbler i både. En god håndfuld mandler, rosiner (jeg erstattede i dag rosiner med friske brombær fra haven), kanelsukker.

Fordel fyldet i en smurt tærteform, drys med kanelsukker. Dæk med dejlåg.



Bag ved ca. 200 grader i ca. 35 min. til låget er sprødt og gyldent.

Serveres med flødeskum eller cremefraise.

Det gode ved denne opskrift er at den kan laves i god tid før den skal serveres. Film evt. tærten og stil på køl til den skal bages. Her fjernes filmen og den kan stilles i ovnen - og vupti breder der sig en vidunderlig duft af nybagt ;)

Uhm.. og den smagte skønt med brombær - fik også en superflot farve.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar