Søg i denne blog

tirsdag den 28. december 2010

Bedstemors kransekage med nougat

Dette er kagen! som vi alle tigger om når vi har de store familiefester :)

Kransekage til 12 personer:

1 kg rå marcipan
250 g flourmelis
3-4 æggehvider

Ca. 400 gram nougat

Marcipanen æltes i en gryde med flourmelis og æggehvider (med hænderne). Gryden sættes over svag varme. Rør godt rundt mens den varmes op til "man brænder fingrene".

På bagepapir på bagepladen startes med et lag kransekagemasse, læg nougat på, dæk med kransekagemasse (nougaten skal være helt dækket). Form til kransekagestænger (ca. 20 cm) - Det plejer at give ca. 4 stænger.

Glat/form evt. kransekagen med en kniv der har været dyppet i vand.

Det kan være en god idé at bage kransekagen på to lag bageplader - som sammen danner én plade (så de ikke brænder på i bunden).

Bages ca. 30 min. ved 200 grader almindelig ovn (hold øje med dem!)

Glasur:
1 æggehvide
150 g flourmelis
1/2 tsk. hvidvinseddike

Rør flourmelis, æggehvide og eddike sammen til en tyk og sej glasur. Fyld den i et papirkræmmerhus eller plasticpose og klip et lille hul. Sprøjt kransekagerne i et fint mønster.

onsdag den 22. december 2010

Cappuccino da Napoli...

Skønt at forlænge ferien med diverse småindkøb. Fx disse puder med kaffe til vores espressomaskine.
Kaffen er fra vores ferie i Napoli i sommers.


... suppleret med et stykke chokolade m/nødder fra Rom - hjembragt til Chrisser som belønning for det gode fader'skab mens konen var på ferie :)


Linda's grove pølsehorn



Jeg har kun set disse lækre pølsehorn da Linda og Peter holdt barnedåb. Jeg har endnu ikke prøvet at bage dem eller smagt dem - men tænkte alligevel at den nu røg på bloggen, så den ikke bliver væk :) - Billede og smagstest følger...

Dej til pølsehornene:

Dejen består af 2 dele - fordej og grød:

Fordej:

12½ gr. gær (1 tsk. tørgær)
5 dl.lunkent vand
1 spsk. honning
1 dl. rugmel
3½ dl. grahamsmel

Kom gær i røreskålen o gopløs den helt i det lunkne vand
Tilsæt honning, rugmel og grahamsmel og pisk det jævnt.
Lad det stå tildækket 1 times tid, til det bobler.

Grød:

½ dl. klid (hvede eller havre)
1 dl. groft rugmel
1 dl. havregryn
1 dl. bygflager
1 spsk. salt
5 dl. kogende vand
50 gr. smør / ½ dl. olivenolie

ca. 700 g. hvedemel

(Linda skriver: har aldrig hvad der skal bruges til grøden, så jeg putter bare i hvad jeg nu engang har!! f.eks. kornblandinger, solsikkekerner, knækkede hvedekerner osv...) men i ca. samme forhold som ovennævnt.

Bland klid, rugmel, havregryn og bygflager. Tilsæt vand, fedtstof og salt. Rør massen jævn. Lad den trække i 1 times tid, til den har stuetemperatur.

Hæld den afkølede grød i fordejen og slå det godt igennem. Ælt hvedemel i til dejen er næsten tilpas. (det skal være en forholdsvis "flydende" dej, ellers bliver resultatet alt for tørt)  Ælt dejen ca. 10 min. (hurra for røremaskinen!!)

Lad dejen hæve - tildæk den med film - direkte på dejen. Lad den hæve et lunt sted til dobbelt størrelse.

Slå dejen ned og form til boller. Læg en ½ pølse på bollen og mas den godt ned i bollen. Sammel dejen henover pølsen. Lad dem hæve igen ca. 30 min.

Bages ved 200 grader i 15-20 minutter.

lørdag den 27. november 2010

Sne sne sne i lange baner...

Hej min skat,

Det varer jo ikke så længe før i stikker næsen forbi herhjemme, men kunne nu ikke vente med at vise jer hvor smukt her er :)

Vi nyder en stille aften, hvor Laura er i biffen med Anders og se seneste Harry Potter film.
På komfuret simrer en lille risotto med svampe. Ellers gør vi os klar til barnedåben i morgen, som vi glæder os meget til. Glæder os til at se jer.


Bulgursalat a la Odinsvej

Denne opskrift har jeg fra Linda. En af Benjamins yndlingsopskrifter - meget velegnet til madpakken.

Jeg skriver ikke mængder, da det afhænger af din egen smag - men prøv dig frem.

Kog bulgur efter anvisningen på pakken. Afkøles.
Kikærter (jeg er doven og bruger en dåse økologiske - men de kan også iblødsættes, koges og afkøles)
Peberfrugt, snackpeber
Forårsløg
Tomater (ikke så meget kerner og saft)
Agurk (uden inder kernen)
Oliven
Fetaost
Friskhakket persille

Dressing:
4 dele jomfru olivenolie
1 del citronsaft
salt
peber
spidskommen
hvidløg

Snit alle grøntsager fint og bland med kogt afkølet bulgur (grov) og kikærter. Hæld dressingen over. Fint hvis det trækker min. en times tid inden det spises.




Osso Buco

Christian havde set et godt tilbud på kalveskank til osso buco, så vi købte straks ind i rigelige mængder.
Da det ikke var decideret tøsemad var her mad til mange dage, og til fryseren. Det nyder Christian så godt af her i øjeblikket, hvor Laura har fundet ud af at hun kun vil spise vegetarisk mad (undtagen i aften, når vi skal til barnedåb og til jul :)... Mutti her nyder nu alt det grønne. Opskriften er fra www.newyorkerbyheart.blogspot.com - dog valgte jeg at lave den i stegegryde frem for i ovnen.
Det blev super lækkert. Opskriften kan du finde her: Osso Buco - opskrift fra newyorkerbyheart
Vi serverede med en god klat kartoffelmos til.



Momses brunkål med stegeben

Her kommer så Momses variation af brunkål. Da jeg var barn fik vi det med røget og kogt flæsk. I dag er vi så gået over til at lave det på Stegeben og røget flæsk, som er noget mindre fedt - men bestemt meget velsmagende.


2 kg stegeben
1/4 kg røget flæsk (køb et stykke og skær det selv i mindre stykker - skær sværen fra) 
Olie til stegning

ca. 1 kg fint snittet hvidkål
5 spsk. sukker
15 g smør
1/2 tsk salt
friskkværnet peber



Først bruner jeg benene. I en stor stegegryde varmes olien og benene brunes på alle sider. Benene tages op og lægges på et fad. Det røgede flæsk brunes og lægges sammen med stegebenene. Herefter ordner jeg gryden så den er helt frisk og klar til min brunkål. I den rene, tørre gryde smelter jeg sukker til det er lysebrunt. Tilsætter smørret. Bruner kålen. Krydr med salt og peber. Så kommer jeg det stegte røgede flæsk og stegebenene op i gryden. Tilsætter 1 1/2 dl. vand og koger ved svag varme i ca. 1 1/2 time. Server med godt rugbrød og sennep.

Nemme boller eller madbrød (koldhævning)

Disse boller så jeg første gang i DR's "rabatten" - det var vist om at spare penge på singlemad.
Siden er den blevet "min egen" og her kan du se hvordan jeg laver dem i dag.

Det færdige resultat:


Ca. 1 liter vand
1/4 pakke gær
2 spsk. salt
2 spsk. honning 
ca. 1100 g mel/gryn 
(brug præcis det mel du har i de forhold du kan lide - efterhånden bliver mine grovere og grovere - og sådan kan jeg bedst lide dem - den oprindelige opskrift var 550 g hvedemel og 550 g havregryn)

Opløs gær i lunkent vand. Tilsæt salt og honning. Tilsæt mel. Jeg plejer at bruge ca. 300 g hvede mel, ca. 300 g durummel, ca. 250 g havregryn, ca. 250 g grov ciabattamel eller grahamsmel. Herefter vendes ingredienserne sammen med en trægrydeske. Hæld med løs hånd lidt rapsolie over dejen, vend en gang eller to mere og dæk skålen med film. Sæt på køl. Minimum 8 timer.

Sættes på bageplade (med bagepapir) med ske. Sættes på miderste rille i kold ovn. Ovnen tændes på 200 grader varmluft. Bollerne bages ca. 1/2 time til de er sprøde. Skal ikke pensles. 

Variationer: bollerne kan evt. drysses med græskarkerner eller sesamfrø inden de bages. Dejen kan også blive til et brød. Jeg plejer at tage dej i passende mængde. Klaske på bagepapir og drysse med maldon seasalt eller krydderier. Nemt at supplere en rest i køleskabet med friskt brød.

Tip - dejen kan faktisk holde sig i køleskabet i op til fem dage. Så nyd friskbagte boller hver dag eller lækkert brød til aftensmaden.

søndag den 14. november 2010

Tiramisu

Desserten blev denne lækre Tiramisu - endnu engang var opskriften fra min yndligs madblogger: Newyorkerbyheart.

Opskriften kan i se på dette site: Opskrift på tiramisu a'la newyorkerbyheart

Det smagte helt fantastisk - og det gode er - der er rester !

Risotto a'la Christian

Vi brugte denne omgang risotto til forret - med stor succes. Opskriften er fra Jamie Olivers bog: Det er bar' mad. Så det er noget alle kan kaste sig over - man skal blot væbne sig med tålmodighed, hele tiden være over den og bruge nogle gode råvarer.

6 personer (hovedret):

1 liter hønsebouillon (vi ender næsten altid med at bruge noget mere)
1 spsk olivenolie
2 mellemstore finthakkede løg
1 stilk bladselleri (fint hakket)
Maldon seasalt og sort peber
2 fed hvidløg, fint hakket
400 g risotto ris
1 dl. Noilly Prat (vermouth)
1 håndfuld tørrede svampe opblødt i koldt vand (så de er dækket)
60 g smør
80 g friskrevet parmasanost

Til garniture:
250 g svampe (vi brugte portobello og østershatte)
3 spsk. olivenolie
1 lille håndfuld timian, plukket og hakket
1 fed hvidløg, finthakket
salt og peber
1 håndfuld persille, grofthakket
1 lille nip chilipulver
et skvæt citronsaft

En rigtig god ting er at have forberedt alle ingredienser når man går igang:

Sæt de tørrede svampe i blød.

Skær alle svampe i tynde skiver. Kom en spiseskefuld olie på en stegepande. Kom en tredijedel af svampene og et drys timian på panden når den er godt varm. Steg et minut. Tilsæt hvidløg og et nip salt. Steg et minut mere. Tilsæt perslle, et lille nip chilipulver og et skvæt citron. Tag dem af blusset når de ser gode ud.

Opvarm fonden i en gryde. Opvarm olivenolien på en sautepande, tilsæt løg, bladsilleri og et nip salt. Svits i ca. 3 minutter. Tilsæt hvidløg og ris. Skru ned for varmen. På dette tidspunkt må du IKKE vende ryggen til panden.
Mens du langsom rører hele tiden begynder du at stege risen. Den må ikke tage farve på noget tidspunkt - er temperaturen for høj - så skru ned. Risen skal holdes i bevægelse. Efter 2-3 minutter begynder den at se halvgennemsigtig ud. Tilsæt nu Noilly Prat, og bliv ved med at røre. Når vermouthen er kogt ind tilsættes de opblødte svampe og vandet fra svampene. Når det er næsten kogt ind tilsættes lidt suppe og et nip salt. Skru lidt ned for varmen. Det skal ikke buldrekoge. Hæld fond på en sløvfuld ad gangen, en efter en tl risen føles færdig.
Tag risen af blusset. Tilsæt parmesanost og smør. Sæt låg på. Lad den trække et par minutter og rør rundt.

Steg nu de sidste svampe på samme vis som den første tredjedel. Anret risottoen portionsvis, toppet med svampe og lidt friskrevet parmesan.

Kaviar & Champagne - det skulle jo prøves

Da vi var i Budapest på marked faldt vi over lidt kaviar - som Dan havde prøvet og anbefalet.
Så en torsdag aften tænkte vi at det da var den rette anledning - det er jo det der kan gøre torsdag til torsdag +++ og som man husket et stykke tid. Men.. når det er sagt - så var det ok - men nok ikke noget vi stræber efter at gentage (bortset fra champagnen). Vi serverede kaviaren med lidt ristet brød og et enkelt nip citron - men vil til enhver tid foretrække den med blinis, rødløg og cremefraise.


Kaviaren fra Budapest:


Champagne fra Farfar - Vi takker - den var super god:

Kaja's Empanadas - Piroq med kødfyld

I mødregruppen har mad haft høj prioritet i de 14 år vi har mødtes. Kaja fra mødregruppen har bidraget med opskriften til disse lækre Empanadas som Christian lige har bagt til Lauras skole.

Dej:
6 dl. oksebouillon (lillefingervarm)
3/4 dl. olie
50 g gær
1 1/2 tsk. salt
1 1/2 tsk. karry
3/4 tsk. cayennepeber
ca. 1 kg mel

Samme procedure som for almindelig gærdej. Dejen skal være fast som til pizza eller franskbrød. Dejen hæver 1 time.

Fyld:
Olie
1 kg oksekød
6 hakkede løg (bliver bløde og lækre i fyldet)
Salt, timian, oregano og karry
Revet ost (eller måske lidt gedeost - hvis man er til det :))

Varm olien i en gryde. Svits løg til de er klare. Svits oksekød med krydderier.
Lad det gerne simre ved lav varme 20 min. under låg.



Rul dejen ud. Brug pizzaskærer til at lave dejen i passende størrelse firkanter. Kom fyldet i venstre hjørne nederst, top med lidt ost og fold til trekant. Brug gaffel til at lukke dejen med. Pensel med æg. Bag ved ca. 200° almindelig ovn i ca. en halv time.


Piroggerne kan med fordel fryses - så er der altid lidt nem mad eller til en madpakke.


søndag den 7. november 2010

Kyllingebryst i lækker marinade

Kyllingebryst
Sorte sesamfrø
1 bundt koriander


Marinade:
75 g lyst rørsukker
3 spsk. Soja
3 spsk. Vineddike
2 spsk. Fint revet ingefær

Steg kylling på panden

Kog marinaden sammen.

Hæld marinaden over den stegte kylling, drys med sorte sesamfrø og 1 bundt grofthakket koriander eller persille.



Server med ris til.

Laura's cookies

Laura er bestemt familiens bagemester og fortjener sit hjørne her på bloggen. Her kommer Laura's opskrift på cookies (ca. 15 stk.) - Foto følger når vi får bagt dem næste gang.

Du skal bruge:
- 100 g brun farin
- 100 g sukker
- 125 g blødt smør
- 1/2 vanillie stang eller 1 tsk. vanilliesukker
- 1 æg
- 1 tsk bagepulver
- 150 g hvedemel
- 1/2 tsk. groft salt
- 60 g hasselnødder
- 100 g mørk chokolade

Tænd ovnen på 175 grader

Rør brun farin, sukker og blødt smør sammen i en skål

Flæk vanilliestangen og skrab kornene ud med spidsen af en lille kniv
- Rør vanilliekornene i smørblandingen.

Slå ægget ud og rør det i

Bland bagepulver, mel og salt sammen i en skål - rør det i dejen

Hak nødderne, riv chokoladen - eller hak den fint med en kniv - bland
chokolade og nødder i dejen

Kom bagepapir på to bageplader - tril kugler af dejen, og sæt dem med
god afstand på bagepapiret - kuglene flyder ud når de bliver bagt

Bag en bageplade ad gangen - sæt bagepladen midt i ovnen - bag 10-12
minutter til kagerne er brune i kanten - lad dem køle af på pladen i
5-10 min til de er faste.

Pandekager på en nem måde...

Tid har vi jo sjældent for meget af. Fandt denne opskrift på pandekager i "god mad - let at lave". Det smarte og hurtige er alt dejen laves i blender - som også er nem at hælde dejlen på panden fra.

Ca. 12 stk.

4 dl. mælk
200 g mel
1 tsk sukker
1/4 tsk salt
1/2 tsk kardemomme
3 æg
3 spsk øl

smør til bagning

Hæld væsken i blender og tilsæt de øvrige ingredienser. Blend 1-2 min. Lad dejen hvile i ca. 1/2 time i køleskab. Smelt smør til bagning.
Varm en sliplet pande op, til den er jævnt varm. Hæld lidt smør på. Hæld ca. 1/2 dl. dej på. Begynd ved pandeskaftet og drej panden, så dejen fordeler sig. Bag pandekagen på begge sider ved jævn varme til den er lysebrun.
Læg pandekagerne, evt. sammenfoldet, i et ovnfast fad. Hold dem varme.

Serveres varme med syltetøj, is, frugtmos eller appelsinsovs. Kan også spises kolde med smør og sukker - de er knaldgode i en madpakke.



Jeg serverede med sukker og hjemmelavet syltetøj med blommer + brombær.

Fru Knudsens Kylling i flødeskum

Denne ret fik jeg første gang, da en flok sekretærer i firmaet jeg arbejder i skulle mødes til lidt fælles hyggeri. Fru Knudsen havde denne opskrift på Kylling i flødeskum, som jeg har brugt mange gange siden. Perfekt børnemad. Kan tilberedes dagen før, så den er lige til at sætte i ovnen.

Opskriften er til ca. 4 personer + en lille rest.

Ca. 800 g kyllinge filet (jeg brugte inderfillet - de er ret gode til formålet)
2 fed hvidløg
1/2 citron
En god håndfuld frisk timian
Et drys salt
1 tsk. "det tredie krydderi"
Karry - jeg bruger altid meget for jeg elsker karry - så det små du selv afgøre
100 g peanuts
1 pk. bacon
1/2 l. piskefløde
Ris



Bring 1½ liter vand i kog. Tilsæt citron i skiver, hele hvidløg uden skal, frisk timian og et drys salt. Kom kyllingefilleterne i vandet og lad dem koge for svag varme i ca. 15 min. Lad dem trække i vandet efter kogning - i ca. 5 min.



Pluk kødet så det trævler, fjern evt. den lille "gele"-dims fra filleterne. Kom i et fad.



Tilsæt nu "det tredie krydderi", karry og peanuts og vend med fingrene.
Steg bacon (blot så det har fået en anelse farve - bliver mørkt og sprødt i ovnen). Læg det på toppen af kyllingen.


Pisk flødeskum. Dæk kyllingen helt ud til kanten. Sæt fadet i ovnen ved ca. 180° C varmluft i ca. 30. minutter.



 Jeg servede med ris og råkostsalat af gulerødder, et skvæt frisk citronsaft, annanas stykker og rosiner.

AMO's franskbrød

I dag skulle vi have "basserne" på overnatning. 3 raske gutter - og der skal jo noget til. Så vi startede med at bage noget franskbrød, og kunne byde dem velkommen med nybagt brød og varm kakao med flødeskum.

Opskriften er fra bagsiden af AMO-mel's posen. Hele min barndom har vi altid brugt AMO mel når noget skulle lykkes - AMO mel og rigtig smør - så kommer man langt :)

AMO franskbrød, 2 stk.
Ca. 1 kg Amo Hvedemel, 6 dl. mælk, 50 g gær, 50 g smør (jeg bruger altid rigtigt smør), 2 tsk. salt, 2 tsk. sukker. Til pensling: Mælk.

1. Lun mælken til den er håndvarm (37°) - mærk med din lille finger - føles mælken lun  og du ikke brænder dig - så er den i orden - og opløs gæren heri. Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen godt - ca. 5 min.

2. Lad dejen hæve tildækket og lunt ca. 40 min. (jeg lader den gerne hæve længere end opskriften siger - originalen siger 20 min.).




3. Slå dejen sammen og del den i to lige store kugler, som hvilker på køkkenbordet 2-3 min, tildækket.

4. Slå dejkuglerne flade og form den til 2 brød. Sæt brødene på en smurt bageplade med sammenføjningen nedad, bøj enderne ind. Efterhæver til dobbelt størrelse tildækket og lunt. ca. 30 min.
5. Rids brødene på skrå. Pensl med mælk eller vand.



Bagetid: 25-30 min på nederste rille i en 220° C forvarmet ovn (Varmluft 200°C).



Og her er det så der burde være en web-duft-knap. Der er intet som duften af franskbrød  - som vor mor lavede det :) At komme hjem efter skole og bare dufte at det nu var tid til at mødes om bordet var skønt - altså den gang mødrene var hjemme efter skole. Det lykkes jo for de fleste af os også i dag - om ikke andet så en enkelt gang imellem.

torsdag den 4. november 2010

Hamburgryg med rodfrugter

Så må jeg vist hellere få taget mig lidt sammen og sendt nogle opskrifter videre til Sønnike.

I dag stod den på hamburgryg med rodfrugter og kartofler.

Hamburgryggen blev kogt i 30 min. ved svag varme. Stod i vandet og trak yderligere 30. min.

Et fad blev fyldt med gode sager: Rødbeder, gulerødder, løg, æbler og selleri. Kom lidt olie og akacie honning på. Dryssede med Maldon sea salt. Jeg stak i haven efter frisk timan - men blev slemt skuffet - den var total vissen. Rodfrugterne blev bagt i oven ca. 30. min. sammen med et lille fad kartofler.




Den færdige tallerken:


Det smagte herligt - men også super at vide at der er nem mad i morgen. Der bliver hamburgryggen til tarteletter.

I Budapest hos Dan

I efterårsferien snuppede vi lige et par dage i Budapest hos Dan. Det var Benjamin glad for - så var der jo fri bil - og der kunne blive handlet stort ind :).

Gensynsglæde...

Vores værelse - vi fik to værelser for 350 kr./dag
Hyggelige værter, spændende gæster - mange nationaliteter


På marked



Så meget ualmindelig lækker ost får man for 30 kr. på restaurant


 Dejlig tur :)

søndag den 19. september 2010

Isabella's svenske vafler

En super lækker opskrift på gode sprøde vafler - de kræver også en god gåtur :) Det kan jo være svært at nøjes med en enkelt.

1/2 l piskefløde
4 dl hvedemel
1/2 dl koldt vand
lidt salt
1 spsk sukker
50 g smeltet smør

Pisk fløden til skum. Vend mel forsigtigt i. Dernæst vand, salt og sukker. Til sidst vendes det smeltede smør i dejen. 


Smør jernet med lidt smør de første par vafler du bager.

Bedstemors smørkage med "ekstra"

I dag skulle vi have besøg af Susanne, Torben og Laurits - så den stod på hjemmebagt franskbrød og smørkage.

Franskbrødet kan du finde opskriften på - bag på Amo-mel's posen. Et brød der altid gør lykke og smager lidt af "barndom".

Bedstes smørkage er noget som Price-brødrene kan forholde sig til - "rigeligt smør". Remoncen er ad åre ganget op ad flere gange. Opskriften her er som jeg har lavet den i dag.

Vanilliecreme:
Start med at lave cremen som skal bruges senere. Jeg bruger 1/2 brev fra tørsleff, følger opskriften derpå og sætter cremen på køl.

Dej:
500 g mel
150 g margerine (jeg bruger altid smør..)
75 g gær
2 dl mælk
1/2 tsk. salt
50 g sukker
2 æg
1/2 tsk kardemomme

Smelt smøret. Hæld mælken i. Når det er "lillefingervarmt" opløses gær og sukker. Kom resten af ingredienserne i. Ælt dejen. Det er muligt at der skal suppleres med ekstra mel. Dejen skal ikke hænge i fingrene, men heller ikke være tør. Hæver 3/4 time.

Remonce
250 g margerine (her bruger jeg også smør - man kan da ikke komme margerine i en smørkage..)
250 g farin

Rosiner, kanel og vanilliecreme af 1/4 l mælk

En bradepande fores med bagepapir. Rul lidt under halvdelen af dejen ud. Læg på bagepapir. Smør ca. halvdelen af remoncen på. Drys kanel på - som du kan lide det. Smør vanilliecremen på. Drys med rosiner.
Bunden



Sneglene

Klar til at bage


Resten af dejen rulles ud. Smøres med remonce og rulles. Skæres herefter i 15 skiver som lægges oven på bunden i bradepanden. Dæk med viskestykke og lad det hæve ca. 15 min. Pensles med æg. Bager 20-25 min. v/200 grader varmluft. Hold øje med den. Jeg startede med at have den 10 min. i midten af ovnen og flyttede den til nederste rille det sidste stykke tid.

Lad kagen køle af og lav glasur. God appetit :)


Og den smagte ualmindelig godt - men krævede en god gåtur bagefter.

søndag den 5. september 2010

Krügers æbletærte

Denne lækre opskrift på æbletærte med låg fik jeg hos min tidligere arbejdsgiver Krüger - i deres kantine. Kagen er suverænt lækker - så at få sådan et stykke serveret i arbejdstiden var rent guf :)

Dej: 150 g smør, 240 g mel, 125 g sukker, 1 tsk. vanille, 1 æg og 1 spsk. koldt vand.

Smulder smør i mel. Tilsæt sukker og vanille. Saml med æg og vand. Rul (fx mellem 2 stk bagepapir) eller tryk dejen så dan passer som låg til tærte form.



Fyld:
Ca. 6 store skrællede, udkernede æbler i både. En god håndfuld mandler, rosiner (jeg erstattede i dag rosiner med friske brombær fra haven), kanelsukker.

Fordel fyldet i en smurt tærteform, drys med kanelsukker. Dæk med dejlåg.



Bag ved ca. 200 grader i ca. 35 min. til låget er sprødt og gyldent.

Serveres med flødeskum eller cremefraise.

Det gode ved denne opskrift er at den kan laves i god tid før den skal serveres. Film evt. tærten og stil på køl til den skal bages. Her fjernes filmen og den kan stilles i ovnen - og vupti breder der sig en vidunderlig duft af nybagt ;)

Uhm.. og den smagte skønt med brombær - fik også en superflot farve.


torsdag den 2. september 2010

I haven

Endnu en dejlig dag - man kan ikke lade være med at frydes når man går i haven.

Her er lidt billeder af alt det gode der er i haven nu :)


Lækre tomater



Der kan spottes en agurk inde bag ved - har plukket en del allerede


Massere af persille i fryseren - en god ide med krydderurter i krukker
Husker både at vande og spise dem :)



Vores lækre æbler - Discovery
Gode til æblekager, saftpresning og bare at spise - som de er !


Livet er skønt
La vitae e bella

Italiensk - nu for let øvede starter i næste uge...

Krydret kokossuppe med havtaske


Denne lækre suppe er en opskrift fra Fregat, bag på deres frosne havtaske - Fisken kan købes i Irma.

250 g havtaske filet, 2 spsk. oliven olie, 2 fed hvidløg, 1 tsk. stødt ingefær (el. friskrevet), 1 tsk. karry, 1/2 tsk chili (jeg brugte én piripiri fra Ravello), 1-2 gulerødder, 1 lille squash, 4 dl. grøntsagsbouillon, 2 små dåser kokosmælk (ca. 3 dl), 1 spsk friskrevet ingefær, revet citronskal fra 1/2 citron, 2 spsk. fish sauce, 1 lille ds. ananas, 1-2 forårsløg, ca. 1 tsk. sukker (el. få dråber sødemiddel).

Skræl squash og gulerødder og skær i små stykker. Opvarm olien i en gryde og tilsæt hakket hvidløg, 1 tsk. ingefær, karry og chilipeber. Tilsæt de fintskårne gulerødder og squash og rør rundt. Hæld bouillonen ved sammen med kokosmælk, citronskal, fishsauce og 1 spsk friskrevet ingefær. Fisken skæres i ca. 2 cm tykke skiver og tilsættes sammen med ca. 1 tsk. sukker. Lad saucen småkoge ved svag varme i ca. 8-10 min. Tag gryden af varmen og tilsæt ananas i små stykker og forårsløgene i tynde skiver.

Jeg servede suppen med en god håndfuld rejer i og hjemmelavede croutoner til. Jeg brugte nogle skiver gammelt "mia-brød" som jeg skar i tern og dryppede med olie og frisk hvidløg og stegte på panden. Efter stegning dryssede jeg godt med persille. Miabrødet er formidabelt til croutoner og bruscetta.



Mia-brød
Mia er en kær veninde fra mødregruppen - og dette brød er bagt af rigtig mange i lige så mange varianter.

50 g gær, 1,2 l vand, 2 spsk. salt, 1,6 kg mel

Opløs gær i lunkent vand og rør alle ingredienserne sammen (vendes sammen til vandet er "opløst" - skal ikke æltes). Hæver en time i skålen. Hældes ud på bradepande med bagepapir og hæver endnu en time. Pensel brødet med olie og drys med Maldon sea salt. Bag ca. 30 min. på 200 grader.

Brødet kan med fordel drysses med gode krydderier, fx. oregano, timian m.v. Der kan trykkes oliven eller soltørrede tomater i brødet inden bagning. Jeg skærer ofte det bagte brød i ca. 10 brede strimler, som jeg fryser. De er super til bruscetta eller hvidløgsbrød.

søndag den 29. august 2010

Mere blommesylt - nu i ovn

Dagen startede skønt med trippen af barnefødder. Vores lille nevø på tre var ganske frisk da kl. var. 7.30. Det havde min datter så helt styr på - hun lagde lige ud med at lave lidt havregrød til den friske gut.

Fandt i dag en meget lækker opskrift på dr.2 fra Camilla Plum med blommer i ovn. Jeg fulgte opskriften og krydrede med kardemommekapsler og en stang vanillie. Ellers har jeg fået presset en del af vores discovery æbler til saft på min store magimix saftpresser. Det er et stort arbejde og der går mange æbler til lidt saft. Jeg presser ikke mere end hvad vi kan drikke på et par dage. Blandede også en flaske med æble, gulerod og ingefær. Det smager bare supergodt og man føler sig ret sund.

Sender mange tanker til min søn og hans kæreste som er igang med studiestart.

lørdag den 28. august 2010

Sommersyltning

Jeg sprang ud og så skete der ikke mere. Stilhed!
Travle dage her efter ferien - den ene tager den anden.
Torsdag var vi i København. Min husbond og jeg skulle slå et par timer ihjel mens vi ventede på ungerne. Vi besluttede os for Biscaya's tapasbar i Jernbanegade. Her valgte vi en menu med 11 tapas og en dessert, og vi drak god øl til. Maden var anderledes og for os nyt og lækkert. Men der var nogle nitter imellem, fx kartoffelsalat m/tun. Umiddelbart hang pris og kvalitet ikke helt sammen. Tjenerne var effektive til deres job, men næsten for "usynlige" - her manglede lidt personality og stemning... og så kom jeg desværre til at gå på toilettet efter maden - det bør jeg lade være med. Jeg har en overbevisning der siger at toilettets standard sandsynligvis afspejler køkkents hygiejneforhold. Men vi havde et par hyggelige timer. Vi fik hentet ungerne - og min store gut kørte hele vejen hjem. Dejligt at have besøg af sønikke :)

Fredag stod den på aftensalg og disko på hovedgaden. Spiste med min søn og min gode veninde hos vores økologiske slagter, hvor den stod på helstegt grillet okse, kartoffelsalat og salat. Superlækkert.

I dag har det så stået i hygge om lille nevø. Blommeplukning og syltning.

Resultatet taler for sig selv - lækkert:


Både blommer og opskrift kommer fra min lillesøster.

Blommegrød
1,3 kg blommer
5 dl vand
3,5 dl rørsukker
1 hel kanel
½ stang vanillie

Vanillie skrabes ud af stangen og blandes med rørsukker. Alle ingredienserne kommes i en gryde med god plads (det er noget rigtig skidt at få på et keramisk komfur). Koges en 10-20 min. Skummes.

Jævning:
2,5 spsk kartoffelmel
4 spsk vand

Gryden tages af blusset. Jævningen røres godt i grøden. Grøden hældes i skåle og drysses med sukker, så de ikke trækker skind.

Marmelade
500 g blommer
100 g brombær
½ dl vand
Saft af ½ citron
Skal af ½ økologisk citron
500 g syltesukker
atamon

Blommer, brombær, vand og citron skal/saft blandes i en gryde og koger 10 min.
Herefter tilsættes sukker, og det koges yderligere 10 min.
Fjern skum. Tilsæt atamon (se doscering på flasken). Hæld straks på glas skyllet med atamon. Luk glas med det samme.

Atamon
Er der nogle der har nogle sundere råd til konservering af syltetøj m.v. Atamon skulle ifølge nyeste viden være kræftfremkalende..

tirsdag den 24. august 2010

Jeg springer ud..

Efter mange overvejelser springer jeg nu ud som blogger.. Tænker at jeg bare må i gang, så skal der nok blive fyldt på. Jeg har tænkt mig at dele mine opskrifter - mange af dem opskrifter som relaterer sig til mennesker jeg har mødt på min vej! Mad er kærlighed.