Søg i denne blog

torsdag den 2. september 2010

Krydret kokossuppe med havtaske


Denne lækre suppe er en opskrift fra Fregat, bag på deres frosne havtaske - Fisken kan købes i Irma.

250 g havtaske filet, 2 spsk. oliven olie, 2 fed hvidløg, 1 tsk. stødt ingefær (el. friskrevet), 1 tsk. karry, 1/2 tsk chili (jeg brugte én piripiri fra Ravello), 1-2 gulerødder, 1 lille squash, 4 dl. grøntsagsbouillon, 2 små dåser kokosmælk (ca. 3 dl), 1 spsk friskrevet ingefær, revet citronskal fra 1/2 citron, 2 spsk. fish sauce, 1 lille ds. ananas, 1-2 forårsløg, ca. 1 tsk. sukker (el. få dråber sødemiddel).

Skræl squash og gulerødder og skær i små stykker. Opvarm olien i en gryde og tilsæt hakket hvidløg, 1 tsk. ingefær, karry og chilipeber. Tilsæt de fintskårne gulerødder og squash og rør rundt. Hæld bouillonen ved sammen med kokosmælk, citronskal, fishsauce og 1 spsk friskrevet ingefær. Fisken skæres i ca. 2 cm tykke skiver og tilsættes sammen med ca. 1 tsk. sukker. Lad saucen småkoge ved svag varme i ca. 8-10 min. Tag gryden af varmen og tilsæt ananas i små stykker og forårsløgene i tynde skiver.

Jeg servede suppen med en god håndfuld rejer i og hjemmelavede croutoner til. Jeg brugte nogle skiver gammelt "mia-brød" som jeg skar i tern og dryppede med olie og frisk hvidløg og stegte på panden. Efter stegning dryssede jeg godt med persille. Miabrødet er formidabelt til croutoner og bruscetta.



Mia-brød
Mia er en kær veninde fra mødregruppen - og dette brød er bagt af rigtig mange i lige så mange varianter.

50 g gær, 1,2 l vand, 2 spsk. salt, 1,6 kg mel

Opløs gær i lunkent vand og rør alle ingredienserne sammen (vendes sammen til vandet er "opløst" - skal ikke æltes). Hæver en time i skålen. Hældes ud på bradepande med bagepapir og hæver endnu en time. Pensel brødet med olie og drys med Maldon sea salt. Bag ca. 30 min. på 200 grader.

Brødet kan med fordel drysses med gode krydderier, fx. oregano, timian m.v. Der kan trykkes oliven eller soltørrede tomater i brødet inden bagning. Jeg skærer ofte det bagte brød i ca. 10 brede strimler, som jeg fryser. De er super til bruscetta eller hvidløgsbrød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar