Søg i denne blog

lørdag den 8. januar 2011

Lone's pølsehorn

Lone var din dagplejemor. Hende mistede vi desværre i alt for ung en alder - men hendes opskrift på pølsehorn - har vi - og hver gang vi står med den i hånden... så går tankerne tilbage til en god tid. Der havde du det godt. Den er jo lidt spøjs - der skal tilsættes 3 dl væske + en sjat, og det gør jeg hver gang - er sikker på at det er sjatten der gør at de lykkes.

Opskriften på pølsehorn, lægger jeg frem til en forældre fra Fægtearrangementet "Holbæk CUP", som vi var til i dag. Der havde vi nemlig godt med pølsehorn med til vores flittige fægtere. Rebekka havde som sædvanlig bestilt, og stillet som betingelse at der var pølsehorn i sigte når hun nu skulle tilbringe en hel weekend i Holbæk :)



Ca. 12 pølsehorn:
3 dl. mælk/vand + sjat (jeg plejer at bruge lige dele mælk og vand)
50 g gær
2 tsk. salt
1/2 dl. olie
ca. 500 g mel (jeg plejer at bruge noget mere...)

12 pølser (opskriften kan evt. blive til 24 hvis du bruger 24 brunchpølser som har halv størrelse).

Lun mælk/vand til det er fingervarmt. Smulder gæren, tilsæt vand/mælk og opløs gæren. Tilsæt resten af ingredienserne, tilsæt mere mel efter behov til du du har en glat dej - der slipper fingrene - uden at være for tør. Dejen skal hæve 1/2 time.

Del dejen i to kugler. Kom en smule mel på bordet. Rul dem ud runde. Skær i trekanter (jeg bruger forsigtigt min pizzaskærer). Put pølser i og rul til horn. Sættes på bageplade med bagepapir med spidsen af hornet nedad. Lad dem hæve yderligere 10 min. Pensel med vand. Bag i ca. 25 min. ved 175° varmluft.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar