Søg i denne blog

fredag den 24. juni 2011

Sankt Hans

Hmnn... Benjamin & kæresten har været på den grønne bølge i tre uger og er nu "færdige"... De har derfor bestilt Sankt Hans menuen.

Stegt ål med nye DK-kartofler og persillesovs (i rigelige mængder - altså sovsen, ålen er en helt anden snak) + hjemmelavet agurkesalat - her er vist brug for lidt syre til at skabe lidt balance.

Tiramisu serveret med friske jordbær til.


Dette er eneste foto ! Vi var sultne...

Stegt ål (6 personer)
Dette er en premiere for mig. Fik lidt rynker i panden ved tanken, men faldt helt til ro da jeg fangede Meyers Almanak.

2 kg flåede, rensede ål (der var rigeligt til 6 personer)
Rugmel
Smør til stegning
Maldon salt og groftkværnet peber

Ålene skal renses for blod i bugen. Klip finnerne af. Skær dem i stykker på ca. 10 cm.
Vend i mel og steg dem ved middel varme i ca. 5 min. til de er sprøde og gyldne. Husk et godt drys salt og peber inden servering.

Persillesovs
50 g smør
4 spsk. mel
6-8 dl mælk
et skvæt fløde
salt og hvid peber
revet muskatnød
En god håndfuld persille

Smelt smør i gryde. Tilsæt melet og pisk det godt ud i smørret. Tilsæt mælken lidt ad gange, rør godt, så det ikke klumper. Når sovsen er ved at nå den ønskede konsistens smages den til med salt, peber og muskatnød. Lad sovsen småkoge i ca. 5 min. Rør af og til. Inden servering tilsættes hakket persille.

Nye DK-kartofler (uhmm mine blev leveret af min mor - ordnede i gryde - i massevis)
Herhjemme gider vi ellers ikke skrabe kartofler. Vi har et par gode handsker til formålet - og de er super når bare kartoflerne er friske. Skrub kartoflerne godt. Kom i gryde, smid en løvstik i og dæk med vand. Når kartoflerne koger tilsættes salt. Kog i ca. 15 min.

Hjemmelavet agurkesalat

2 agurker
salt

2 dl eddike
2 dl sukker
2 dl vand
10 hele sorte peberkorn
et par laurbær blade
1 tsk. korianderfrø

Bland eddike, sukker, vand og krydderier i en gryde. Bring i kog. Tag af varmen og køl af.
Skyl og snit agurkerne i tynde fine skiver. Læg dem i en skål og drys med salt. Når de har trukket i ca. 15 min. vrides de fri for væske. Kom agurkerne i den afkølede (læs kolde) lage. Super hvis de trækker nogle timer.


Tiramisu

Jeg har svært ved at kaste mig over andre opskrifter fordi netop denne fra newyorkerbyheart da den bare smager super godt. Desværre ingen fotos. Men hvor blev den bare god i dag - særlig med jordbær til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar